Portrætfotografering - kedelig teori og teknik

 

Måske den ældste af alle fotografiets store discipliner. Idag dækker begrebet "portrætfoto" heldigvis lidt bredere end da H.C. Andersen "fik taget sit portræt" i 1800-tallet, eller da Kehlet Stella Nova havde deres storhedstid for ca. 40 år siden.

At få taget sit billede, at blive portrætteret, var oprindeligt forbeholdt store mænd og vigtige personer. Idag taler vi, heldigvis, om portrætter i bredere forstand. Et portræt af en person kan sagtens være et helfigur billede af en fisker der ordner sit garn eller en sekretær der kigger op fra sin computer, blot det er personen som menneske der er intentionen med billedet.

 

Det kunstige lys vs. det forhåndenværende lys

Mange af de bedste portrætter er taget med forhåndenværende lys, og ofte udendørs. For den uøvede fotograf er det også den letteste måde at arbejde på, da man ikke behøver det helt stor kendskab til avanceret lyslægning og lamper. Portrætter taget i studie, med opstillede lamper og baggrunde, virker ofte meget mere anspændte, igen fordi teknikken nemt får overtaget og hele den arrangerede fotografering går op i lysmåling, placering af lamper og blændetal.

 

Jens August Schade og Anker Jørgensen. Til trods for, at meget kan kritiseres; rodede baggrunde, beskæringer og den slags, er det alligevel to af mine egne favoritter fordi det er øjebliksbilleder med det forhåndenværende lys.

 

Udendørs portrætter virker mere spontane, som regel fordi de også er det. Et godt portræt kan sagtens blive til på en rasteplads et sted i europa, hvor lyset lige tilfældigvis var rigtigt og modellen var afslappet. Det er derfor svært at sige, hvad man lige nøjagtigt skal gøre for at tage et godt udendørs portræt, det opstår som regel bare.

 

 

Pas på med portrætter i direkte sollys. Hvis personen står med sollys direkte i ansigtet er det næsten umuligt at holde øjnene åbne, og da øjnene er den mest centrale del af det gode portræt, er det en bedre idé at skifte plads og tage billedet i modlys. Når du tager billeder i modlys skal du blot være opmærksom på, at sollyset ikke rammer ind i kameraets objektiv. Det bedste er at stille jer så I begge har sollyset ind fra siden.

Udstyr

Som nævnt under modelfotografering har både vidvinkelobjektiver og normalobjektiver (området sådan ca. imellem 40 & 60 mm) deres berettigelse. Vidvinklen er god til at vise mennesket i centrum, omgivet af miljø, en arbejdsplads, et værelse eller et kontor. Normalobjektivet er ofte mere lysstærkt end de øvrige objektiver og kan derfor anvendes til at tage portrætter indendørs med, forudsat der er rigeligt dagslys fra et vindue, terrasse eller lignende.
Telelinsen er dog stadig at foretrække, hvis man ønsker et klassisk portræt med sløret baggrund og fokus på personens ansigt. Telelinsen, og til portrætter taler vi om området fra 85mm til 135mm ved analoge kameraer, har den fordel, at den selv ved meget lys, og dermed høje blændetal, har en begrænset dybdeskarphed så baggrunden ikke forstyrrer. Ved endnu længere brændvidder er baggrunden næsten ligegyldig da den bliver sløret til ukendelighed når der stilles skarpt på portrætafstand.

Beskæring

Der er frit slag for beskæring når man taler om moderne portrætter, men de fleste forbinder stadig ordet portrætfoto med en beskæring som en gammeldags gipsbuste. Billeder i Pas og kørekort er tættere beskåret.

En hel generation af danske fotografer kan huske denne, og flere andre, gråmalede gipsbuster fra fotograf fagskolen i Randers. Al den grundlæggende lærdom om lyslægning til portrætter blev afprøvet i praksis på disse hoveder.

Det klassiske portrætfotografi er baseret på helt elementære grundregler for lyslægning. regler, som er lige så gyldige idag som de var da H.C. Andersen blev portrætteret i 1800-tallet.
At få det bedste frem i en person, at skildre et 3-dimmensionelt menneske der taler, griner og bevæger sig levende, og gengive dets karakter i et 2-dimmensionelt billede er en udfordring for alle fotografer.
Lyslægning ved portrætter er, stort set, også hele fundamentet for al lyslægning ved andre motiver. De samme regler for lys gælder uanset om det er Fru Hansen på en taburet der skal have et pasfoto, eller om det er en jumbojet i en hangar.

Lyskilder

Lyslægning er et fagudtryk for det at stille lamper op så lyset passer til motivet og skaber den atmosfære man ønsker. I tv- og filmverdenen taler man om at "sætte lys", men som fastbilledfotograf hedder det at "lægge lys". For at kunne lægge lys må man kende udtrykkene for motiv og for de enkelte lyskilder.

 

 

Hovedlys: Den primære lyskilde. Som regel den kraftigste af lamperne som rammer hovedmotivet.

Opblødning: Den eller de lamper som placeres så de lyser op i de skygger hovedlyset laver. Man siger, at man "bløder skyggerne op" så de ikke bliver kulsorte. Til opblødning bruges også refleksskærme lavet af karton eller sølvfolie. Disse skærme reflekterer noget af hovedlyset så det rammer skyggerne, hvorved man sparer en lampe. Reflektionen fra skærme af sølvfolie er meget vanskelig at styre, specielt hvis det er hjemmelavede skærme, hvor man har anvendt opklæbet alufolie som aldrig bliver helt jævnt.
Jeg vil varmt anbefale at finde et godt stykke kraftigt pap som min. er på størrelse med en biografplakat. Store reklameskilte, fra feks. supermarkeder, er helt perfekte, så bare læg billet ind næste gang du ser et stort, kraftigt sovse-reklameskilt i den lokale. Hvis bare bagsiden er hvid er det fint.
Fordelen ved at bruge et stykke pap til opblødning frem for en lampe er ligeså logisk som den er genial: Reflektionen fra en plade vil altid følge dit hovedlys. Uanset om du skruer op eller ned for dit hovedlys, eller flytter lampen frem og tilbage, vil pladen altid reflektere lyset forholdsmæssigt og dermed give ensartet opblødning uden du behøver gå og måle det.

Paraplyer: Bruges som regel foran en flash for at blødgøre lyset. Bruges sjældent på almindelige lamper fordi de sluger meget lys.
Når lyset skydes igennem en hvid paraply og peger mod motivet taler man om "transmission" eller direkte lys og lystabet er ca. 1 blænde. Når lyset sendes op i paraplyen som peger væk fra motivet kaldes det "reflektion" eller inddirekte lys og lystabet er ca. 1½ blænde.
Bemærk at paraplyen kan skubbes helt ind til lampehovedet så lysfeltet formindskes og afstanden fra selve lampehovedet til paraplyen afgør hvor blødt lyset bliver. Jo tættere paraplyen er på lampehovedet, jo hårdere lys. Samme effekt når paraplyen bruges inddirekte men ved inddirekte brug vil lyset altid være meget blødere og mere fladt end ved direkte brug.
Tidligere brugte man en lampe specielt til opblødning af skyggerne. Denne lampe stod placeret umiddelbart bagved/over kameraet og var forsynet med en inddirekte paraply (reflektion). Ved måling af lyset skulle denne lampe give 1-2 blænder mindre lys end hovedlyset.

Effektlys: Alt det lys som laver effekter, som regel lamper placeret bag motivet, udenfor kameraets synsvinkel, ofte meget skarpt lys fra lamper m. reflektorskærm og/eller bikubecelle foran selve lampen.
Lyset bagfra er en overordentlig væsentlig del af moderne reklamefoto og ikke uden grund. Det skaber dybde i billedet fordi det får kanter og konturer til at skille sig ud fra baggrunden. Til reklamefoto sætter man ofte farvede filtre på effektlyset så der også bliver en farvemæssig forskel imellem hovedmotiv og baggrund. Til portrætfoto anvendes i reglen kun én effekt placeret skråt bag modellen så den peger ned og rammer håret, og helst kun håret. Det giver liv og dybde og skaber afstand til baggrunden.

Efterbehandling

Man kan mene hvad man vil om billedmanipulation og retouche, men især med de moderne digital kameraer kommer man ikke uden om en vis efterbehandling af portrætter. Især ikke, hvis man fotograferer på ISO-tal på 400 og derover. Problemet med digitalkameraer, og især de billigste af dem, er, at den elektroniske "støj" bliver udpræget værre jo dårligere kameraets indbyggede software er.
En af de væsentlige forskelle på kameraer der lyder ens på den tekniske beskrivelse men alligevel er meget forskellige i pris, er den indlagte softwares evne til producere støjfri billeder. Da mange af de mindre kameraer selvsagt ville blive for dyre med den optimale software, har man altså valgt at sende dem på markedet med en software der kræver en smule efterbehandling.
Det er der heldigvis råd for, gratis ovenikøbet. På internettet findes flere slags software som kan fjerne støj fra forskellige kameraer. Et af dem jeg selv er meget begejstret for er programmet NeatImage som kan hentes i en demoversion på adressen: NeatImage.com
Demoversionen udløber ikke og kan bruges til alle jpg-billeder. Forskellen på demo- og købeversionen er primært, at købeversionen kan håndtere TIFF-filer.

Til venstre har Tanja fået lidt for meget USM (unsharp mask), så de naturlige ujævnheder i huden er blevet for kraftige. I midten er samme foto blevet kørt en tur igennem "Neat Image", hvor soft-effekten med vilje er overdrevet. På det tredie billede er billede 2 lagt oven på billede 1, hvorefter opaciteten på billede 2 er dæmpet og enkelte områder er fjernet helt med viskelæderet.

 

Photoshop kan, selvfølgelig, også bruges til at fjerne støj, men det kræver et mere indgående kendskab til, hvad støj er, og til de forskellige tilstande i hvilket et billede kan bearbejdes.

Retouche

Jeg har haft den store ære at arbejde hos en af de bedste portrætfotografer af den "gamle" skole, Inger Paulsen i Horsens. Hun havde en prof. retouchør ansat til at gennemgå dagens produktion af portrætter, konfirmander og bryllupper for at retouchere dem, eller "prikke dem ud". Af hende lærte jeg, at alt det der alligevel forsvinder af sig selv gerne må fjernes. Det har været en vigtig tommelfingerregel for mig. Ofte ser man billeder kritiseret for at være for "pæne" og når de så er rå og upolerede er det også galt. Jeps, vi har alle haft bumser. Det har, for nogen, været en traumatisk periode i vores liv, og for andre et vedvarende problem. Det er klart, at der også skal være plads til bumser i et familiealbum, men hvis vi taler om billeder der skal kunne tåle at stå på flyglet i 100 år mener jeg det er helt i sin orden at fjerne det som alligevel ville forsvinde af sig selv.
Når jeg gør et stort nummer ud af retouch er det fordi den elektroniske billedbehandling har givet os langt bedre værktøjer end fordums retouchører nogensinde har haft. Det rejser nogle spørgsmål af mere etisk karakter, og dem skal jeg nok holde mig fra, men for dine modellers skyld vil jeg anbefale, at du spørger dem, hvad de vil foretrække når I ser på de ubehandlede billeder. Når det kommer til stykket er det også de færreste der vil retoucheres alt for meget - det er jo dem selv der i så fald ikke ligner portrættet...

Til sidst - filosofien

For mig har indgangen til portrættet altid været fascinationen af mennesker. Af skønhed, af grimhed, af udstråling, af øjne, visdom og karakter - fastholdt i 2 dimensioner i et split-sekund.

Portrættet tager ikke sig selv. Den største opstilling af dyre lamper er ingenting uden mennesket foran - og især bagved kameraet. Når du har fundet din stil, fundet din teknik og leget færdig, så koncentrer dig om din kontakt med modellen. Tal, slap af, grin, fjol og spil fransk klovn, hvis det hjælper. Men gør for guds skyld et eller andet. Enhver model som sidder i tavshed og venter på klikket fra kameraet vil opfatte tavshed som et krav om at yde noget. De kunstige og opstillede billeder opstår fordi fotografen er for optaget af teknikken, eller fordi man ikke kender hinanden. Når man begynder at lege med effekter, lys, regi, røg og damp og alt det smarte, drukner modellens udtryk ofte sammen med idéen fordi fotografen ikke har forklaret sin intention godt nok. Lær den grundlæggende teknik først og brug så din energi på mennesket.

idet jeg håber, at jeg ikke har kedet dig for meget med teorien, håber jeg du vil gå videre til "Portrætfotografering i praksis".

 

Tekst og fotos: Kent Bovin

Alle fotos og tekst er copyright Kent Bovin og må ikke benyttes i andre sammenhænge uden Kent Bovins skriftlige tilladelse.

Tilbage til artikler